Årets Første Nyhedsbrev 2022

Hermed velkommen til årets første Nyhedsbrev 2022 – eller måske bedre benævnt som en forårshilsen fra Marinaen og en intro til den kommende sejlersæson.
Dette Nyhedsbrev vil primært indeholde en del praktiske oplysninger om forholdene på Marinaen samt input fra vore interessegrupper.

Årsmøde i Handbjerg Marina A/S og Handbjerg Marina Fonden A/S
Årsmødet i Handbjerg Marina A/S fandt sted onsdag d. 20. april kl. 19.00 i Restaurant Pavillonen. Samme aften var der ligeledes valg til bestyrelsen i Handbjerg Marina Fonden A/S. Godt 50 personer var tilmeldt årsmødet og referatet findes på marinaens hjemmeside.

Information fra Handbjerg Yacht Service
Hvis du/I vil være sikre på at få din/jeres båd opbevaret indendørs til efteråret – så bekræft venligst dette til os via mail – eller i forbindelse med isætningen.
Vi har mange ”herreløse” bådvogne til at stå. Hvis du er ejer af en af dem, bedes du snarest henvende dig til os for en aftale om afvikling. Resterende ”herreløse” bådvogne vil efterfølgende blive forsøgt solgt eller skrottet som gammelt jern. Deadline for tilbagemelding er d. 30. juni 2022.
Endelig bedes alle bådejere forsyne deres både og bådvogne med navn og tlf.nr.

NYT fra Havnekontoret
Mastekranen er nu fuld funktionsdygtig og kan betjenes på forsvarlig vis. Spørgsmål til brugen kan bl.a. rettes til Havnechef Jørgen Lunding.

Ny Facebook gruppe: Handbjerg Marina – Sejlerfællesskab
I sidste informations e-mail fortalte vi om den nye facebookgruppe ”Handbjerg Marina – Sejlerfællesskab”, som er en lukket facebookgruppe for sejlere i Handbjerg Marina, hvor vi kan dele viden, tips og udveksle erfaringer. Facebook gruppen har været svær at finde for mange, så her får I et direkte link til den.
https://www.facebook.com/groups/628004465065830

Hvor finder jeg information:
Handbjerg Marina bruger i stigende grad de sociale medier til at informere omverdenen om hvad der sker på vores marina, og til at markedsføre vores aktiviteter. Det kan være i både vores ”Handbjerg Marina – Sejlerfællesskab” gruppe, eller på den officielle ”Handbjerg Marina” Facebook side og Instagram profil.

”Hvad nu hvis jeg ikke er på Facebook”? Til det kan vi nævne at:
• Havnekontoret vil fortsat sende e-mails ud med hensyn til vigtig information.
• Bestyrelsen vil også fortsat udsende nyhedsbreve på e-mail.
• Kommende arrangementer kan altid findes på Handbjerg Marina hjemmesiden.

Fredagsholdet
Fredagsholdet mødes hver fredag kl. 8.30 i Sejlerstuen, alle er velkomne til at bidrage med hver sine evner og kompetencer. Fredagsholdet starter med kaffe og rundstykker. Vi er meget taknemmelige for den frivillige indsats til vedligeholdelse og forbedringer af faciliteterne på Handbjerg Marina, men vi kunne godt bruge flere frivillige på holdet😊

Foredragsrækken
Foredragsrækken i vintermånederne har været en stor succes, og absolut et tiltag der opfordrer til gentagelse. Vi har lært noget i denne sammenhæng – og vil komme med nye spændende tilbud når sejlersæsonen slutter. Har du/I forslag til kommende foredragsholdere – så hold jer endelig ikke tilbage.

Østerssafari
Blev en mega stor succes her i 2022 med 109 deltagere i alt! Godt håndteret og ledet af Jens Hedevang.

”Bo på båd”
Vi mangler – også i år – både til ”Bo på båd” konceptet. Som bådejer skal du blot sørge for at båden er rengjort indvendigt og at holdingtanken er tømt – før gæsterne ankommer. Kontakt vores havnechef for yderligere praktiske oplysninger og tilmelding til bookingsystemet.

Søndags-/mandagsvagter for sæson 2022
Selvom vi kunne ønske, at vores havnechef kunne bemande kontoret på alle åbningsdagene, så er det desværre ikke muligt. Derfor har vi en stor og venlig opfordring fra bestyrelsen om, at man melder sig frivilligt til en eller flere vagter.
Vi taler om søndagsvagter i perioden 1. maj – 31. august og mandagsvagter i perioden 1. juli – 8. august. Alle vil – efter en kort intro fra Jørgen Lunding – være klædt på til at bemande kontoret. Kontortiden er som udgangspunkt kl. 11.00-16.00. Jørgen udsender snarest et tilmeldingsskema og så håber vi at høre fra dig/jer. Det ville være rigtig rart om de fleste vagter var på plads inden ordningen træder i kraft.
.

NYT fra Vinterbaderne Handbjerg Marina
Vinterbaderne åbner sæsonen 22/23 sidste søndag i september med indmeldelse af nye medlemmer. Vi forventer at blive 500 medlemmer til den næste sæson. Optagelse på venteliste: https://handbjergmarina.com/da/klubliv/vinterbaderklubben/

NYT fra Handbjerg Sejlklub
Handbjerg Sejlklub arbejder på at blive klar til sæsonstart. Vi kan i år byde på nye tiltag, og vil afholde flere arrangementer på havnen, de kan ses i programmet 2022 for Handbjerg Marina. Fra maj starter vi sejlads med instruktører op igen både for børn, unge og voksne. Vi glæder os til en ny sæson og håber du vil følge med.

NYT fra Marinaens Venner
Husk at du kan støtte Marinaen – helt gratis via vores sponsoraftale med OK Benzin. Marinaens Venner har som forening indgået en sponsoraftale med OK Benzin. Det betyder at du/I har mulighed for at støtte Marinaens Venner hver gang du/I tanker hos OK. For hver liter benzin/diesel der tankes får Marinaens Venner 0,05 kr. Det koster dig ikke ekstra og aftalen gælder både ved brug af deres OK-kort og/eller ved brug af APP´en. Ved brug af kortet skal du selv kontakte OK og oplyse, at det er Marinaens Venner du vil støtte og ved brug af APP´en kan du selv vælge under ”Mig” – ”Sponsorstøtte”. Når du først har tanket én gang, finder du let ud af hvor fint systemet fungerer. APP´en kan også bruges i deres vaskehaller og ved parkering. Så download APP´en nu og registrer dit betalingskort, Mobilepay og evt. dit COOP medlemsnummer. Det indsamlede beløb går ubeskåret til støtte af Handbjerg Marina.
Se også OK´s hjemmeside: www.ok.dk/privat/ok-og-sporten

NYT fra Bestyrelsen i Handbjerg Marina A/S
Den frivillige P-afgift – bliver fremadrettet fjernet.
I stedet indfører vi en ordning, der går ud på – at såfremt man som gæst på Marinaen har haft en god oplevelse, så opfordres der til at betale et frivilligt bidrag på kr. 10 pr. person via MobilePay til Handbjerg Marina A/S.
Begrundelsen for denne ændring er at Handbjerg Marina ikke modtager nogen form for offentlige tilskud til drift og vedligeholdelse samt at der ønskes, at Marinaen altid fremstår i pæn og ordentlig stand.
Programmet for 2022 er nu trykt og ligger klar til afhentning på Havnekontoret. Det udkommer i år i en revideret og mere informativ udgave. – Skynd dig at få et eksemplar med hjem.
Bestyrelsen vil gerne opfordre til at vore bådplads-lejere køber deres egen bådplads. COVID 19 er ikke gået Handbjerg Marina forbi og vi har været ramt af indtægtsnedgang bl.a. på grund af Restaurant Pavillonen´s begrænsede åbningstider og forsamlingsforbuddet. Naturkræfterne har været hård ved Marinaen, og krævet et større vedligeholdelsesarbejde. Derfor har vi behov for al den kapital der kan fremskaffes. På forhånd tak for jeres velvilje i denne sammenhæng.
Projekt ”VENTUM”, er stadig et on-going projekt. Vi søger stadig udvalgte Fonde i samarbejde med A2 Arkitekterne i Holstebro. Vi arbejder målrettet på at få startet etape 1; de nye vinterbadefaciliteter i gang hurtigst muligt.

Det var alt for nu, og vi vil sluttelig ønske alle vore læsere en fantastisk og solrig sæson 2022 på Handbjerg Marina.

Handbjerg Marina A/S Bestyrelsen

April 2022

Tryk Hier for printvenlig udgave af nyhedsbrevet.